Efterdønningerne af Argentinas økonomiske krak i 2001 kan stadig mærkes i dag – også af udlændinge der blot besøger landet som turister.
Hvis man vil flytte til Argentina, har krakket og dets eftertid både fordele og ulemper for dig som tilflytter.
Ulemperne er især, at alle forventer, at du betaler alt i kontanter – og nogle steder helst i USD. Den kontante afregning gælder også, når du skal købe større ting som f.eks. bolig. Fordi kontanter og dollars er så prominente, er det også meget nemt at blive “snydt” med en dårlig kurs, når man vil omveksle sin udenlandske valuta.
Fordelene er især, at mange udlændinge har kapital eller indkomst i fremmede valutaer, hvilket som hentydet ovenfor er meget eftertragtet i Argentina. En anden stor økonomisk fordel for nogle udlændinge i Argentina er, at de ikke skal betale skat af udenlandsk indkomst, der bringes ind i landet.
Bolig i Argentina
Lejebolig
De fleste boligudlejere kræver, at man betaler sin husleje i USD – og ofte i kontanter. Hvis man som udlænding vil leje en bolig i en længere periode, vil udlejeren ofte kræve en garant (garantia). Denne garant skal være en person, som bor i Argentina og ejer en virksomhed i landet. Garanten skal sikre, at alle huslejebetalinger bliver betalt. Hvis ikke du kan finde en garant, skal du betale alle huslejebetalingerne på forskud, hvilket kan være risikabelt og dyrt.
En enlig person der lejer et værelse eller deler en lejlighed, kan regne med at skulle betale 300 – 500 USD pr. måned (i en større by). Hvis man vil have en hel 1 – 2 værelses lejlighed for sig selv, skal man derfor betale 700 – 1.000 USD pr. måned.
Boligkøb
Hvis du er udlænding, forventer argentinerne, at du køber alle former for ejendom kontant. Der er tilgengæld mulighed for at foretage gode handler på ejendomsmarkedet i kraft at ejendomsprisernes fald under Argentinas krak i 2001. Det giver derfor god mening at overveje at købe en bolig, når man flytter til Argentina.
Som det også nævnes nedenfor kan det dog være vanskeligt at indføre større mængder kapital til boligkøb fra udlandet til Argentina, uden at de omveksles til pesos. Tal med de forskellige pengeinstitutter eller evt. en uafhængig rådgiver herom.
Valutaomveksling
Blue dollars
Fordi Argentinas økonomi er dybt afhængig af USD, findes der et parallelt og uofficielt dollar-marked kaldet blue dollar. Forskellen på omvekslingskursen på det offcielle dollar-marked blue dollar-markedet er typisk omkring 50% og til tider helt op omkring 100% – så det gør en stor forskel, hvilket marked man veksler i.
Argentinas regering har i flere år forsøgt at styrke tilliden til pesoen ved at forhindre argetinere såvel som landets udlændinge i officielt at købe dollars – hvilket dog ikke har virket. Dette er blot én af årsagerne til, at blue dollar-markedet er opstået.
Du kan selv se kursforskellene på blue dollars og almindelige dollars her (linket går til avisen LaNacions hjemmeside – de blå kurser er blue dollars og de grønne er officielle dollars).
Hvad skal man gøre?
Når du medbringer penge til Argentina, er der kun én rigtig måde at gøre det på: medbring amerikanske dollars (USD) og helst i store sedler (50 eller 100 dollars) da mindre sedler generelt har dårligere omvekslingskurser. Det kan lyde lidt mærkeligt, men sådan er det.
Man bør som udgangspunkt forsøge at medbringe nok dollars til at dække hele turen – men hvis man vil flytte til landet i længere tid eller permanent – bliver man naturligvis nødt til at finde andre løsninger.
Når man endelig skal veksle, bør naturligvis altid forsøge at få de bedste vekselkurser, da forskellene på dem som nævnt kan være enorme. Herunder gennemgås nogle af de mest gængse muligheder:
- Bytte: Det bedste man kan gøre – især hvis man er helt nyankommen og ikke har taget dollars nok med – er at forsøge at finde en argentiner, som man kan stole på og så “bytte” sine dollars til pesos med vedkommende. Man kan f.eks. spørge venner, bekendte, personalet på hotellet osv. (man skal ikke forsøge at finde en troværdig vekseler på gaden!).
- Cueva: Det næstbedste man kan gøre, er at veksle i et vekselhus; et såkaldt cueva. Disse vekselhuse findes typisk på tætbefærdede gågader i centrum og giver i nogle tilfælde de bedste kurser – men man skal være påpasselig som turist. Der findes masser af folk ansat til at tiltrække folk til vekselhusene (dem der råber “cambio” på gaden hele tiden), men alle ved godt om du er turist eller ej. Det er en rigtig god ide, at spørge nogen til råds om, hvor der findes en god cueva (f.eks. på et par hoteller el.lign.).
- Banker: Alle banker, hæveautomater og officielle vekselforretninger veksler dollars til de officielle rater – og mange af dem tager oven i købet gebyrer for omvekslingen, så dette er uden tvivl den mindst favorable mulighed af de tre, der nævnes her.
Note: Vi opfordrer ikke folk til at veksle penge på det uofficielle marked, men beskriver blot den reelle situation omkring valutaveksling i Argentina og hvilke muligheder man har for at få bedre vekselkurser.
Dollars og pesos
Man bør altid have både dollars og peso på sig, da ikke alle modtager dollars og omvendt fordi man ikke ønsker at betale med pesos på steder, hvor de modtager dollars (fordi det giver en dårligere kurs og derved bliver dyrere).
Gode eksempler kan f.eks. hoteller og restauranter, hvor man næsten altid kan – og bør – betale med dollars.
Andre råd omkring penge
- Turistpriser: På steder hvor der kommer mange turister, kan man som turist forvente, at skulle betale højere priser end lokalbefolkningen og folk fra Argentinas nabolande. Dette kan naturligvis også gælde selvom man officielt er flyttet til landet og ikke opfatter sig selv som turist. Eksempler på denne slags steder inkluderer museer, nationalparker, indenrigsflyvninger, hoteller osv.
- Kontanter og småpenge: Sørg altid for at have kontanter og småpenge på dig. Mange steder accepterer man kun kontanter og der er generelt en udpræget mangel på småpenge i Argentina; ofte kan man f.eks. ikke komme med bussen eller tage en taxi, hvis ikke man har småpenge på sig.
- Byttepenge: Det sker, at turister og udlændinge får falske pesos-sedler i byttepenge og man bør derfor altid være opmærksom herpå.
- Tyveri: Der findes en del forskellige former for tricktyverier o.lign., som især turister udsættes for. Man bør derfor altid være opmærksom på sine ejendele og altid være mistænksom, når fremmede mennesker henvender sig for f.eks. at spørge om, hvad klokken er, for at spørge om vej o.lign. Husk på at næsten alle tyverier involverer en form distraktion el.lign.
- Påpasselighed: Fordi kontanter – og især USD – er så vigtige i Argentina, skal man passe på med at have for mange på sig og man bør også være påpasselig med, hvem der ved, at man har dem på dig (inklusiv dem du har vekslet eller hævet dem hos). På samme måde bør man være meget påpasselig med sit pas og andre værdifulde dokumenter. Det anbefales, at man efterlader alle værdigenstande og dokumenter på et sikkert sted (f.eks. hotellets værdiboks) og kun medbringer kopier af pas o.lign., når man går ud.
- Udenlandsk kapital: Selvom udlændinge ikke skal betale skat af udenlandsk kapital eller indkomst, der indføres i Argentina, er det stadig problematisk at indføre større summer til f.eks. boligkøb. Ofte omveksler bankerne de indførte penge til pesos, hvilket på ingen måde er ønskværdigt. I denne forbindelse er vores bedste råd, at du forhører dig om mulige løsning hos de forskellige banker og pengeinstitutter eller endnu bedre; en uafhængig rådgiver.
Leveomkostninger
Prisen på at leve i Argentina afhænger – som alle andre steder – af din livsstil og vaner. I det følgende kommer et par bud på, hvor meget forskellige koster at leve i Argentina i forskellige situationer:
- Det absolutte minimum hvis man er enlig og lejer et værelse i en lejlighed, er omkring 700 USD pr. måned
- Hvis man har 1.000 USD til rådighed pr. måned, kan man også gå ud at spise, tage taxier o.lign. (men ikke dagligt)
- 1.200 USD pr. måned vil give en enlig et godt liv, hvor der er råd til et par kurser, weekendture, privat sygeforsikring osv.
- En familie på fire personer bør kunne klare sig for omkring 2.000 dollars pr. måned og leve fint med 2.500 USD
I ovenstående er der taget udgangspunkt i et liv i en større by; på landet kan du naturligvis klare dig for mindre.
Til orientering er især følgende dyrt i Argentina:
- Besøg på restauranter med et højt gastronomisk niveau
- Tøj
- Elektronik
Det er i øvrigt værd at bemærke, at de mange amerikanske pensionister, der bor i Argentina, typisk har et ‘pensionist-visum’ (rentista visa). For at få dette visum er kravet, at man kan “forsøge sig selv økonomisk”, hvilket i praksis betyder, at man skal have en indkomst på minimum 2.000 USD (8.000 argentinske dollars) pr. måned. Sagt med andre ord: den Argentinske regering anser dette beløb for at være tilstrækkeligt til, at man kan klare sig økonomisk i landet.
Du kan læse mere om reglerne for visum og pas i Argentina her.
Sundhedsvæsen
Sundhedsvæsnet er opdelt i 3 systemer:
- Det offentlige system: I Argentina har alle borgere adgang til gratis behandling i det offentlige sundhedsvæen; det er stadfæstet i grundloven.
- Obras sociales: Dette system dækker alle medlemmer af landets fagforeninger, hvilket i praksis vil sige en meget stor del af arbejdsstyrken. Der findes mere end 300 forskellige fonde, som alle har individuelle tilknytninger til de enkelte fagforeninger. Priserne i disse fonde varierer meget, ligesom kvaliteten af sygeplejen også gør det.
- Privat sygesikring: Dette system dækker omkring 2 millioner argentinere og også mange udlændinge. Privathospitalernes øgede midler til bemanding og udstyr i kombination med den generelle tilfredshed med systemet betyder, at de private sygesikringer anses for at være de bedste. En mand på 25 år uden nogle specielle helbredsproblemer vil typisk skulle betale mellem 1.000 – 1.500 USD for en privat sygesikring i Argentina.
Hvis du rejser til Argentina som turist, anbefales det, at du tegner en rejseforsikring, da Argentina ikke er omfattet af den offentlige danske sygesikring. Dette er som regel også den mest sikre og praktiske løsning i den første rum tid, hvis man skal flytte til Argentina.
Læs evt. også vores artikler om hvordan du finder et job i Argentina og om hvordan det er at arbejde i Argentina.